Juletid = kalorietid?

julemad

I morgen går vi ind i december måned. En måned der omgiver vores hjerne og smagsløg med fristelser. Julen er en tid, som vi forbinder med lækker julemad, konfekt, havregrynskugler, pebernødder, æbleskiver, gløgg, chokoladekringler…. jeg kunne blive ved og ved.

Vi undskylder tit vores madindtag henover julen, ved at sige til os selv:
“Det er kun jul en gang om året” eller “Jeg taber mig til januar”.

Men… Hvis jeg siger, at du kan spise alt det der smager godt,
uden at undskylde over for dig selv – vil du så tro på mig?

Ligevægtsindtag

Ligevægtsindtaget er en betegnelse for den mængde energi vi kan indtage, uden at kropsvægten hverken stiger eller falder. 

Når man taler om energi, gøres den ofte op i kalorier – altså hvor mange kalorier vi indtager. Det er individuelt hvor meget vi skal bruge på daglig basis. En kvinde på 60 kg. skal have mindre energi end en mand på 90 kg. (Der findes mange beregnere på internettet, der kan give dig et bud på, hvor meget din krop har brug for på daglig basis, udregnet ud fra køn, vægt, alder og aktivitetsniveau)

Vores krop bruger hele tiden energi, selv når vi sover. Når vi bevæger vores krop, skal vi bruge mere energi og den mængde energi kommer fra vores mad. Vi bruger altså derfor energien fra den mad vi spiser til at få kroppen til at fungere.

  • Hvis vi over noget tid indtager mindre energi end vi bruger, vil kroppen respondere med et vægttab.
  • Hvis vi over noget tid indtager mere energi end vi bruger, vil kroppen respondere med en vægtøgning.
  • Hvis vi derimod over noget tid indtager den samme mængde energi vil kroppen holde den samme vægt. 
Men hvad kan vi bruge den viden til?

Istedet for at overgive os og sige “det er kun jul en gang om året” og kaste os over æbleskiver dækket med en stor mængde flormelis, som var det taget ud af Scarface –  så bør vi tage et skridt tilbage og tænke mængder istedet.

Det er sådan, at julemaden indeholder alt det, der smager godt – let’s face it.. Sukker og smør er de store syndere, når det kommer til julebag – og det er ikke noget man siger nej tak til.

Hvis man gør det op i kalorier så består et gram fedt rundt regnet af 9 kalorier. Et gram kulhydrat består af 4 kalorier. Det lyder ikke af særlig meget, men hvis det kommer i store mængder, så kan det hurtigt gå stærkt. 

Problemet med julemad og julebag er, at mængderne i forvejen er små. Hvis man har et tysk sprogøre, lyder en klejne som noget småt. Det er den som sådan også – bogstaveligt talt.
Dog, hvis man ser på energiindholdet, er det en helt anden snak. Hvis du tænker over, hvordan klejnen har fået sin brune farve, kommer du nok i tanke om, at den har været en tur nede i svinefedtet og derved har den fået 9 kalorier ekstra pr. gram fedt, den har suget til sig. 

En klejne er lille, men energiindholdet er stort – ihvertfald i forhold til størrelsen.     

Hvordan skal jeg så undgå at tage på henover julen?

Hvis vi spoler helt tilbage, inden jeg begyndte at hakke ned på julemad og julebag, talte jeg
om kalorier og energimængde som en helhed. 

Det er min pointe med denne apropos, at give et indblik i, at man godt kan spise julemad og julebag henover december måned uden at tage på. Det handler bare om mængder man indtager dem i. Hvis du til slut på dagen ikke har indtaget flere kalorier end du har forbrændt, så vil du ikke tage på.

Her får du nogle tips til, hvordan du kan nyde julen uden at tage på:

  • Lad være med at tage konfektdåsen med ind til sofabordet.
    • Jeg kender det selv – hvis man har mulighed for at tage et stykke mere, så gør man det: “Det er jo kun jul en gang om året, ikke?”
  • Lav en tallerken med enkelte stykker af det du har lyst til.
    • Det holder antallet af kalorier nede, og du lærer at værdsætte det enkelte stykke. Bedre at nøjes med, end ikke at få noget.
  • Sørg for at få jævnlige fiberrige måltider i løbet af dagen med en fornuftig fordeling af protein, fedt og kulhydrat.
    • Dette holder dit blodsukker stabilt og mindsker trangen til søde sager. 

Og til sidst – husk at sætte pris på julen. Den er hurtigt overstået.

Og skulle det ske, at du har taget et kilo på i julen – så husk på at det kun er jul en gang om året og fitnesscentrene kører januartilbud.  

Leave a Comment